top of page
Search

Om at være personligt investeret uden at tage tingene personligt

Hun leder den store akutmodtagelse på Herlev og Gentofte Hospital med de tilsammen omkring 400 ansatte og vier sit arbejdsliv til at give os allesammen et så godt patientforløb som overhovedet muligt. Vi har mødt Lotte Klitfod, Cheflæge for akutmodtagelsen på Herlev og Gentofte hospital, til en samtale om det imponerende maskineri i Akutmodtagelsen, og om hvordan man får ting til at ske på tværs af en stor række discipliner. Helt befriende uden fluffy begreber og strategiske ikke-sætninger.


Vil du ikke starte med at fortælle os, hvad du arbejder med? Hvad er Akutmodtagelsen egentlig?

Jeg er cheflæge eller afdelingsleder her i aktumodtagelsen her på Herlev og Gentofte Hospital og chef for ca 400 plejepersonaler, fysioterapeuter og sekretærer. Men ikke lægerne; de er ansat i andre afdelinger afhængigt af deres specialer.

Det, der gør min rolle ekstra spændende, er, at jeg har rigtig mange samarbejdsrelationer. Så jeg mødes med de 6 specialer, der bemander Akutmodtagelsen, med de andre akutmodtagelser, og 1813/112 områderne. Sammen ser vi på de tilbud, der er til borgerne for hele tiden at skabe de bedste patientforløb.

Akutmodtagelsen håndterer alt fra et brækket ben, til en borger der oplever at få ondt i brystet med udstråling ud i en arm og dem, der får en hængende mundvig og pludselig ikke kan tale (OBS blodprop i hjernen). Så ringer man jo til 1813 eller til egen læge, hvis det nu er dagtid. (Hvis man må opdrage folk lidt).

Mit job er det, der foregår, når patienterne kommer ind. Ud fra symptomerne styrer sekretærerne patienten hen i det rette speciale. Brystsmerter, så er det i hjertesygdomme, ondt i maven så er det i mave-tarm kirurgiske sygdomme osv. Så når patienten kommer i hovedindgangen [her er de allerede i systemet] bliver de mødt af sekretæren og får et armbånd på [og sendt det rette sted hen].


Det lyder som en intens planlægningsopgave. Og som et meget nøje og velsmurt flow.

Vi har forskellige systemer for kapacitet og flow i løbet af dagen. [For eksempel] i fredags væltede det bare ind med patienter. Og det var ved at være sidst på dagen. Og så fik vi og cheflægen for Afdelingen for Led -og Knoglekirurgi ringet ekstra læger og sygeplejersker ind til at møde tidligere og nogle til at blive lidt længere, og så kom der lidt mere ro på.

Venteværelserne er også forskellige. Så dem med brækkede arme og ben sidder for sig selv. De er typisk ikke syge ud over den skade, der nu er. Så de kan godt tåle at vente lidt, kontra f.eks. én der kommer ind og har svær, svær åndenød eller ondt i brystet. Og hvis det virkelig brænder, er jeg i tæt dialog med 1813 i forhold til, om andre Akutmodtagelser eller -klinikker kan hjælpe? Sådan kan vi hjælpe hinanden gennem en god dialog undervejs.

Nogle gange går det ikke den vej, man gerne vil have det. Det er jo ikke ond vilje, men der kan være nogle andre interesser, der er vigtigere.

Det kræver virkeligt et velsmurt samarbejde. Langt ud over afdelinger og det enkelte hospital. Det lyder også som en delikat balance. Hvad er det sværeste?

For specialerne er Akutmodtagelsen en lille del af deres aktivitet. F.eks. dem, der håndterer de brækkede arme og ben, håndterer jo også dem, som kommer ind planlagt, og som så skal have en ny hofte eller et nyt knæ. Der er jo mange, der er blevet kirurger for at operere og ikke så meget for at se på skader nede i skadestuen, hvis man nu skal karikere det. Det betyder meget for mig, at vi ser patienterne som vores fælles ansvar og fælles patientforløb. Vi har helhedsledelse og et fælles ansvar på hospitalet i forhold til, at vi kun har de sygeplejersker og de læger, vi nu har. Vi skal bruge ressourcerne bedst muligt.


Hvad er det gode patientforløb egentlig for dig?

Vi har en strategi her på Akutmodtagelsen om at skabe de bedste patientforløb i det bedste arbejdsmiljø. Jeg synes, at det er et godt forløb, når man kan mærke, at man gør en forskel for patienterne, og personalet også er fagligt dygtige, har et godt samarbejde og kan yde en god behandling og udredning. Altså for dem der reelt er syge. Vi ser eksempler på borgere, der har en opfattelse af: ”jamen, jeg er vigtig for mit arbejde, så jeg kan ikke vente til egen læge næste dag”.

Men dem, der reelt er syge. Når vi kan få taget os godt af dem og samtidig skabe uddannelse for de uddannelsessøgende læger og sygeplejersker – for de skal jo passe på os senere – ja, så går det hele op i en højere enhed. Det er et virkeligt spændende job, jeg har.

For mig er et vigtigt middel [til ledelsesopgaven] at pleje relationerne. Det er bare lettere at tale sammen, når det spidser lidt til, hvis man har bygget en relation op.

Så en stor del af ledelsesopgaven for dig er at ”overtale” mange mennesker. Til at gøre noget de muligvis har mindre lyst til end noget andet.

Præcis, jeg skal i hvert fald bane vej for nogle gode, fælles løsninger, så vi hele tiden anvender det tilgængelige personale, det være sig læger som sygeplejersker bedst muligt.


Har du nogle gode råd i forhold til som leder at få ting til at ske, når man ikke har mandat, men skal have tingene til at glide? Det kan man jo ikke kun på kontrakt. Det kræver jo alle mulige andre former for social kapital og indsigt.

Jeg kunne ikke, hvad jeg kan nu, da jeg startede. Og her må man være ydmyg i forhold til sin rolle. Men også opgaven bevidst. For mig er det rigtigt meget øjnene på opgaven. Vi skal lave nogle gode patientforløb, det er dét, vi er her for. Så uoverensstemmelser vendes til: hvad er det bedste for patienten?

Og så dét at vide, at nogle ting tager lidt længere tid. [Især] når man skal ændre nogle ting, der er kulturelt betinget. Det, tror jeg, er vigtigt i forhold til at kunne navigere i min situation [uden fuldt mandat].

For mig er et vigtigt middel at pleje relationerne. Jeg har inviteret de andre ledere for specialerne ud en gang imellem, og det er bare lettere at tale sammen, når det spidser lidt til, hvis man har bygget den relation op. ”Nåh har du de børn, bor du der, eller har du spillet badminton?” Og det er også det, jeg synes, er sjovt ved mit job – nemlig at jeg har så mange samarbejdspartnere. Også udadtil.


Så vær nysgerrig, hold øjnene på bolden og vær tålmodig. Det er befriende konkret og ”ikke-fluffy”. Og godt at blive mindet om selv at tage ansvar for relationerne og ikke afvente en invitation.

Ja, og nogle gange går det ikke den vej, man gerne vil have det. Det er jo ikke ond vilje, men der kan være nogle andre interesser, der er vigtigere. Hvis jeg nu beder om en ekstra læge til Akutmodtagelsen, og de siger, at de simpelthen ikke har økonomi til det. Man kan jo være i evig konflikt, men jeg vil hellere gå ind i en dialog om, hvad kan vi så kan gøre, for at det bliver lidt bedre. Det, synes jeg, fungerer ret godt, i stedet for at det bare bliver krav mod krav. Og nogle gange kommer der jo nogle gode argumenter, man ikke kan sige andet end okay til.


Nu bevæger vi os til det ydre; du er altid virkelig godt klædt på. Og meget feminint. Hvordan klæder man sig på til at være i din stol? Du har jo også en position, der er rigtig vigtig ikke alene for mange menneskers liv og førlighed, men også mange menneskers arbejdsliv og karriere.

Det er ikke altid, jeg render rundt med røde negle. Det bliver nok lidt for meget. For jeg er jo chef for folk, der er klædt i hvidt tøj.


Tror du, at du ville blive dømt på det? A la Gucci-Helle?

Nej nej, det bliver jeg ikke, men det er, fordi de kender mig, tror jeg. Men jeg går altid i farver, for det kan jeg godt lide. Jeg fik komplimenter for mit suit i dag. Jeg har også et i gult. Det er ikke alle, der kommenterer det. Men nogle bemærker det.

Jeg tror faktisk, at hvis man får sit eget sæt tøj og er med til at sætte sit præg på det, så kan det give lidt mere selvtillid. Eller være med til at bekræfte én i sin stil.

Er det noget, du tænker over.

Jeg tænker rigtig meget over det. Jeg kan godt lide tøj. Mode ikke så meget. Jeg er min stil ret bevidst. Jeg går f.eks. ikke i cowboybukser. Kun ind imellem i sommerhuset. Men så står jeg lidt og tænker: hvem er det? Det er bare ikke mig. Til gengæld kan jeg rigtig godt lide at have kjole på. Da jeg var ’rigtig læge’, havde jeg også altid en hvid sygeplejerskekjole på og så en hvid kittel udenpå. Jeg er bare til kjole. Men ikke hæle. Jeg ville tænke, at de andre ville tænke, at ”hun hører ikke til her, eller hun har brug for at distancere sig”. Og det har jeg ikke. Så jeg er blevet meget bevidst om min stil, og det giver et rygstød, at man er godt klædt på.

Og jeg gør faktisk meget ud af at sige, at jeg er bare Lotte. Jeg har ikke brug for at være oppe på en eller anden piedestal. Jeg har behov for, at jeg er approachable. Så når der kommer en social- og sundhedsassistent ind til mig og siger: ”Lotte, kan du ikke hjælpe mig med det her, jeg kunne godt tænke mig, at det fungerede bedre.” Så er jeg rigtig glad. Det er en rigtig god dag. For så ved jeg, at jeg ikke er utilnærmelig. Ikke for andre – jeg tror mere, at jeg selv ved det, end de andre ved det.

Vi behøver ikke at argumentere for, hvorfor vi gerne vil have, at noget skal være på en eller anden måde. Vi vil bare gerne have det sådan, og det er ok.

Hvordan har det været at få lavet et skræddersyet jakkesæt hos HAASTRUP Copenhagen?

Der var mange besøg, men det var nogle gode besøg. Jeg vidste ikke, at der var så mange detaljer i en blazer og ting, man skal tage stilling til. Det har været rigtigt spændende at møde Cecilie [der syer vores blazere], for man tænker jo ikke over, hvordan processen er på forhånd.

Generelt synes jeg, at det har været rigtigt sjovt at være med til at designe, og at komme på banen med hvad jeg godt kunne lide. Du havde lavet min røde kjole på én måde [som sample], men så lavede vi de dér ændringer, jeg gerne ville have. Hvilket jo egentlig har åbnet op for nye muligheder. Egentlig også denne her bluse. Den hvide. Den er bare rigtigt god til mange ting. Så selvom jeg godt kan være lige spontan nok, hvis jeg selv skal sige det, så tror jeg også, at jeg blev lidt bevidst om, hvad jeg godt vil have – og blive vel modtaget i det. Jeg lavede jo også bukserne om [som jeg ville have dem] ikke?

Jeg tror faktisk, at hvis man får sit eget sæt tøj og er med til at sætte sit præg på det, så kan det give lidt mere selvtillid. Eller være med til at bekræfte én i sin stil.


Det er fedt, at du ved, hvad du vil have. Ved du godt, hvad du vil have generelt?

Det tror jeg egentlig, jeg har meget godt styr på. Både med tøj og i lidt bredere forstand. Der er nogle ting, der ikke fylder så meget for mig. Jeg behøver ikke at bo i et hus nede på Strandvejen. Men der er nogle ting, jeg gerne vil have. Og så er der nogle ting, jeg ikke vil have, og det er jeg også ret tydelig i.

Jeg synes faktisk, at det er en god ting [at blive nudget til at finde vores egen smag, og hvad vi vil have], som mange af os kan mange af os lære noget af at gennemgå. Vi behøver ikke at argumentere for, hvorfor vi gerne vil have, at noget skal være på en eller anden måde. Vi vil bare gerne have det sådan, og det er ok.

 

Lotte er iført vores BLAZER og PLEATED TROUSERS blå, Italiensk uld-twill og BLOUSE w DRAPING i cremefarvet viscose.

 

Lotte Klitfod


51 år, Kandidatgrad Medicin (Københavns Universitet, 1998), Master of Public Governance (CBS, 2021)


Cheflæge, Akutmodtagelsen Herlev og Gentofte Hospital


Bor i Klampenborg med sin mand og har 3 voksne børn



82 views0 comments

留言


bottom of page