Hun er formand for Landsforeningen for Socialpædagoger LFS og repræsenterer til dagligt de godt 11.000 medlemmer. Hun mestrer at skabe ro og finde fælles løsninger, og så har hun en stor kærlighed til ord og formidling.
Vi mødte Kirsten Gunvor Løth til en inspirerende snak omkring fagbevægelsen, at klæde sig på, eller ud, til at påvirke politiske beslutninger og fik undervejs et par gode råd omkring håndtering af forhandlingssituationer.
Vil du ikke starte med at fortælle os hvad du arbejder med?
Jeg er formand for en fagforening, som organiserer pædagogisk personale og ledere i Københavns kommune og de 16 omegnskommuner. Vi har lige knap 11.000 medlemmer, delt op i de områder vi repræsenterer : dagplejere, det specialiserede område (psykiatri, handicap og misbrug) og så har vi hele børneområdet, altså daginstitution og klub og fritidshjem. Sådan helt overordnet set arbejder vi for at forbedre løn og arbejdsvilkår for de medlemmer vi har. Prøve at se, om man kan få nogle af dem, der rent faktisk træffer beslutninger politisk til at blive enige med os om hvad der er godt for vores medlemmer og borgerne.
Fagforeningen bør være et fællesskab man træder ind i, hvor man kan gøre , mene og handle sammen [...] og få politikere eller arbejdsgivere til at gøre noget de ikke bare lige ville gøre af sig selv. Der bør være en højere vision for ikke ”bare” hvad er godt for pædagogerne men mere samfundsmæssigt. Hvad er det for et samfund vi forestiller os?
Har I mandat til at påvirke nogle ting, eller er det en venlig henstilling?
Vi er den største fagforening i Københavns Kommune, så vi har en tungere stemme end mange af de andre mindre fagforeninger. Jeg er tiltrådt for et halvt år siden efter en formand, der har siddet der i 30 år, så der er sket et tempotab. Men der er også friske øjne på vores opgave og samarbejdspartnere. Det at være fagpolitiker, handler om relationer. Hvis man skal overbevise nogen om, hvad der er den rigtige vej at gå, så skal de på én eller anden måde ikke bare være enige - men også have en fornemmelse af at du også vil dem det godt. Det er sådan give and take.
Fagbevægelsen har jo en lang historik og har haft skiftende ansigter igennem tiden. Hvad arbejder I for at opnå?
Det vi og vores medlemmer har været vant til, er at velfærdsstaten er en udgift og erhvervslivet er dem, der betaler gildet. Vi har i samfundet skullet passe på erhvervslivet og sørge for at landbruget kan eksportere. Og den offentlige sektor, det var noget man kunne spare på, hvis der var krise. Det har jo aldrig været vores take, for obvious reasons. Men det skift der er sket efter pandemien i de to år, hvor det lige pludselig blev tydeligt også måske for dele af erhvervslivet at det havde været svært hvis ikke man havde haft nogen til at passe sine børn. Det har skærpet vores medlemmers bevidsthed om, at de er uundværlige. De er blevet opmærksomme på en helt andet måde: Gud hvor er vi vigtige.
Når vi kigger frem mod de overenstkomstforhandlinger, der kommer her i foråret er der derfor også en anden tone: "Nu gider vi ikke bede om det mere. Nu hedder det, I skylder. I skylder for 50 års ulige løn." Det er jo klart, at det er også en politisk retning vi som ledelse har sat og nogle gange når man som politisk leder siger og mener noget, så er det ikke sikkert at man har 11.000 medlemmer med sig. Men lige her, er der en helt anden rumsteren end der har været til de sidste mange overenstkomstforhandlinger.
Den retorik ligger også meget i tiden ikke sandt ? I forhold til ligestilling mellem køn, rettigheder for minoriteter og alle der før arbejdede for noget. Alle har nu fronter og kæmper for et eller andet, og det bliver meget konfronterende.
Ja, og for nogle af vores medlemmer kan det også være sådan ”kommer vi nogle vegne med den?" Jeg mener, vi kalder jo ikke til væbnet revolution, men vi kan blot konstatere, at vi har ikke vundet ved at tie stille. Alt handler om styrkeforholdet og offentligt ansatte har stærke kort på hånden, fordi der er så store rekrutteringsproblemer med faguddannede. Men ligesom man snakker om politikerlede på Christiansborg, så er det lidt det samme i fagbevægelsen. Hvad skal vi bruge de der røde faner til? Hvad er det egentlig vi betaler til? Vi har jo ikke fået mere i løn. Vi har jo ikke fået bedre normeringer. Og det må vi i fagbevægelsen lytte til og tage ved lære af. Der mener jeg, at vi skal være langt mere visionære end vi har været i mange år.
De unge mennesker vil gerne fællesskabet. Men de har måske ikke set idéen i fællesskabet på den måde vi gamle rotter har set det på. Og det er os valgte, der må tage ansvar for det.
Hvad er så argumentet for de unge. Næste generation. Hvorfor skal man melde sig ind?
Fagforeningen har altid været og bør være, et fællesskab man træder ind i hvor man kan gøre noget sammen. Mene noget sammen eller handle sammen og få politikere eller arbejdsgivere til at gøre noget de ikke bare lige ville gøre af sig selv.
Og hvis man er en fagforening, der organiserer medlemmer på det offentlige område bør der være en højere vision for ikke ”bare” hvad er godt for pædagogerne men mere samfundsmæssigt. Hvad er det for et samfund vi forestiller os? Forestiller vi os et samfund hvor vi skal forbruge, vækste og arbejde helt vildt meget. Eller forestiller vi os en lidt anden verden hvor man har noget mere tid til sin familie og sine venner eller hvad der nu får én op at køre. Og hvor vi forbruger mindre. Dét har været svært for fagbevægelsen op igennem 80’erne 90’erne med yuppier og markedskapitalisme osv.
Dér blev man mast som offentlig ansat, fordi der ikke var et politisk modsvar. Det er ikke nok at sige ”Det er også vigtigt at vi har tid til kærlighed”.
Alt er jo et modtræk til noget der er foregået før. Og jeg tror det vi er i nu, er et modtræk til det vi har set i 90’erne og 00’erne. De unge mennesker vil gerne fællesskabet. Men de har måske ikke set idéen i fællesskabet på den måde vi gamle rotter har set det på. Og det er os valgte, der må tage ansvar for det.
Når jeg selv har tænkt dét med at sidde for bordenden, så handler det meget om at andre har været gode til at sige: ”du ville være god til at sidde her”. ”Vi ser dig, når den dag kommer." Ellers er jeg ikke sikker på at jeg ville have tænkt det.
Hvornår vidste du at du godt kunne tænke dig at sidde for bordenden? Er det noget du altid har haft en fornemmelse af at du skulle?
Jeg tror den første gang jeg blev konfronteret med det var da jeg var forholdsvis nyuddannet pædagog. Og jeg var i en institution hvor jeg kunne se at det ikke fungerede med den ledelse der var der. Der var enormt mange frustrationer, og jeg var tillidsrepræsentant og jeg blev i virkeligheden en uformel leder dernede. Der var jeg ved at brænde mit lys i begge ender og jeg gik hos en organisationspsykolog for at få noget supervision. Og i den første session siger hun ”du er uformel leder og du skal ud og finde dig et rigtigt lederjob”. Man brænder ud hvis ikke man har kasketten eller mandatet til at træffe de beslutninger man kan se der skal til. Jeg sagde bare: jeg har ikke engang været uddannet 3 år som pædagog, det kan jeg ikke. Jeg er nødt til at få noget mere erfaring. Så grinede psykologen og sagde ”hvis du havde været en mand, havde du været leder for 3 år siden”. Den ramte mig. Er jeg ved at sætte mit lys under en skæppe omkring noget jeg i virkeligheden ville være god til?
Jeg fortalte min leder, at det [ledelse] var noget jeg måske ville en dag. Og så var jeg udlånt i 2 måneder til en anden daginstitution og fandt ud af, at det her vil jeg rigtigt gerne. Så da der kom en stilling [som leder i en institution] søgte jeg og fik den, og så trivedes jeg bare i det.
Sideløbende med det, har jeg siddet i bestyrelsen og lavet fagpolitisk arbejde i rigtigt mange år. Det var lidt hobby’en ved siden af. Det var noget af det, der gav energi. Og så tror jeg, når jeg selv har tænkt det med at sidde for bordenden her, så handler det meget om at andre har været gode til at sige: ”du ville være god til at sidde her”. ”DU ville være den rigtige”. Ellers er jeg ikke sikker på at jeg ville have tænkt det. Hvis ikke andre havde sagt ”vi ser dig, når den dag kommer." Og efterhånden som årene gik kunne jeg mærke at jeg også selv kunne se det. At jeg troede på det. Jeg havde ikke behov for at udfordre den siddende formand, men da hun gik af kunne jeg mærke ”så er det nu”.
Det er en forudsætning for at kunne lede mennesker, at du sætter dig ind i hvad de laver. Så finder du også ud af hvad der frustrerer dem. Og hvis du sætter dem sammen, så kan de fleste medarbejdere som gruppe, finde ud af hvad det er for en anden arbejdsgang vi skal have.
Du har været god til at gribe de muligheder, der viser sig og til at skabe de nødvendige strukturer omring dig. Hvilke andre vigtige elementer bruger du i din ledelsesstil?
Det er en forudsætning for at kunne lede mennesker, at du sætter dig ind i hvad de laver. Så finder du også ud af hvad der frustrerer dem. Der er altid noget, der frustrerer dem. Arbejdsgangene eller opgaverne eller noget tredje. Og hvis du sætter dem sammen, så kan de fleste medarbejdere som gruppe, finde ud af hvad det er for en anden arbejdsgang vi skal have. Jeg har selv været heldig at træde ind nogle steder som leder hvor der var nogle andre voksne der sagde ”Det gør du bare. Kør”. Der er jo nogle , der har nogle forfærdelige oplevelser som ledere hvor de bliver detailstyret eller hvor de har nogle strukturer omkring sig, der ikke fungerer. Jeg har også været mega heldig hvor min første klyngeleder sagde ”du tager dig af børn og personale, jeg tager mig af resten”. ”Hvad så hvis vi ikke får rettet op på det der underskud"? ”Så laver vi en ny plan”.
[...] og så vil der være gange hvor jeg siger "det dér er jeg simpelthen nødt til at tænke over". Man køber sig selv tid til at være sikker på at det man sælger ud af er det rigtige og det man holder fast i, også er det rigtige. Der er respekt omkring mennesker, der giver sig tid. De tænker sig om. De fremstår meget troværdige.
Hvordan foregår det politiske samarbejde og forhandlingerne egentlig? Er der elementer af ’House of Cards’?
Der er meget lidt af mit fagpolitiske hverdag der handler om at møde politikere. Det er meget mere forvaltning og embedsfolk jeg diskuterer med. Det jeg prøver at forestille mig er: hvad er det de gerne vil have? Og nogle gange ved man at det kommer jeg aldrig til at honorere. Kommer ikke til at give køb på. Man skal bare vide, at hvis listen med de ting bliver meget meget lang, så bliver man ikke interessant som part. Jeg må gerne have en liste med ting jeg aldrig giver køb på, men den skal ikke være særlig lang, fordi de skal have en fornemmelse af at du er fleksibelt menneske, der kan flytte dig. Men når man ikke kan få indflydelse via forvaltnings systemet, så må man have fat i politikerne.
Ofte så lytter jeg primært. Og så vil der være noget hvor jeg siger, det dér er jeg simpelthen nødt til at tænke over. Man køber sig selv tid til at være sikker på: det man sælger ud af er det rigtige og det man holder fast i, også er det rigtige. Der er faktisk enormt respekt omkring mennesker, der giver sig tid. De tænker sig om. De fremstår meget troværdige. Det er meget sjældent sådan, at forhandlinger er sådan: Bam bam bam håndslag. Det er noget der går over tid og hvor relationerne skal være på plads.
Så jeg tænker ikke hvordan kan jeg gøre mig sød men hvordan kan jeg sørge for at relationen er på plads på den måde at de betragter mig som én, der kommunikerer tydeligt, der tænker mig om, er villig til at give mig der hvor det er relevant men også holder fast i nogle ting. Jeg skal betragte dem som nogen der gør sig umage. Ligesom jeg selv gør mig umage. Det er et partnerskab, ikke en one way street. Og jeg har ingen problemer med at sige ”det ser vi meget forskelligt på” eller ”lige nu oplever jeg at det bliver en one way street hvor I får, men det er meget lidt vi får tilbage. Og det er jeg nødt til at tænke over hvad vi gør ved” ved”. Og så bliver nogen sådan ”Hvad mener du med tænke over” og så må jeg sige det ved jeg ikke, for det er jeg nødt til at tænke over. Så må vi stikke hovederne sammen i morgen. Jeg har ikke lige svaret lige nu. Det har jeg det roligt med at sige og det er i virkeligheden også forhandlingsteknik.
Det lyder som som, at meget af dit arbejde handler om at ”læne sig udad”. Er du ekstrovert af natur?
Udadtil er jeg ret energisk, og meget idérig. Jeg tror at de fleste der ikke kender mig så godt, tror nok at jeg er et menneske der lever af at være social og festlig. Men det gør jeg ikke. Jeg kan det, og jeg gør det, men det er hårdt. Og jeg skal holde øje med mig selv.
Men indvendigt er jeg faktisk et meget roligt menneske. Jeg er rigtig god til at træde ind i et [kaotisk] rum og sige ”hold da op, der gik vi skævt af hinanden. Lag os lige spole 4 minutter tilbage og se hvor var det egentlig vi skulle have været henne?” Det er den måde jeg håndterer det på, når der er kaos på gangene, nogen er blevet uvenner eller synes vi i ledelsen er blevet åndsvage og slet ikke forstået hvad der er vigtigt for medarbejderne.
Og nej, jeg er ikke ekstrovert . Jeg får energi ved at være alene. Men jeg er rigtigt god til at være udadvendt. Det har jeg lært mig. Og at skabe relationer. Jeg er FÆRDIG i nogle uger, når jeg kommer hjem. Det koster rigtigt meget på energien. Så igennem årene har jeg lært værdien af at være alene. Det var i forbindelse med at jeg blev skilt for ca. 12 år siden. Der var jeg var virkelig bange for at være alene. Dér fandt jeg ud af, at det var slet ikke farligt. Dér lærte jeg at det, der i virkeligheden giver mig noget, er når jeg trækker mig tilbage og er alene og går for mig selv.
Bruger du det meget bevidst, at gå til og fra?
Ja. Og sige ”nu lukker jeg ned” når jeg kommer hjem. Der er lukket. Nej vi kan ikke gå ned og rydde op i kælderen nu. Der er ingenting tilbage.
...så sidder de jo 9 direktører, alle sammen mænd i det samme jakkesæt og den samme skjorte. Og jeg har jo lyst til at sige ”Ha ha , har I set jer selv, man kan ikke se forskel”.
Nu er du gået fra at være pædagog til leder til fagforeningsboss. Klæder du dig anderledes på til den her rolle?
Jeg har aldrig rigtig tænkt over det. Jeg kan godt lide at dresse op og jeg kan også rigtig godt lide at det er komfortabelt, altså at jeg har det rart i mit tøj. Det er meget sjældent at jeg får den der fornemmelse af, at jeg er nødt til at have noget bestemt på. Når jeg tager noget rigtig pænt på, er det ikke på grund af pres. Så er det fordi j eg har lyst til det.
Men når vi sidder der en gang i kvartalet og holder vores samarbejdsmøder, så sidder de jo 9 direktører, alle sammen mænd i det samme jakkesæt og den samme skjorte. Og jeg har jo lyst til at sige ”Ha ha , har I set jer selv, man kan ikke se forskel”. Og når jeg så kigger ned ad vores side, så sidder der nogen med striktrøje, nogle med en pædagogkjole, nogle med håret sat op og altså sådan virkelig et cirkus . Jeg har bare konstateret, at det er sådan det er og jeg har ikke behov for at lave om på det. Der er en accept af at vi [i fagbevægelsen] er noget andet og mere spraglet end direktørerne.
Har du somme tider lyst til at være én af dem i jakkesættet?
Nej, dét har jeg ikke. Jeg har arvet en del blazere fra min mormor, som jeg tit har lyst til at have på, men det er ikke fordi jeg har en 'følelse af jakkesæt'.
Det giver ikke mere credibility med jakkesæt?
Nej. Men jeg gider rigtigt godt at lege. Sådan ”Vi kunne også klæde os ud”. Det er ikke en typisk formands-tilgang til verden, og det ved jeg, at folk sætter pris på.
De fleste mennesker kan faktisk et eller andet sted godt lide at lege, men det er sjældent at de har det som en del af deres arbejdsliv.
Hvordan bliver det modtaget? Jeg kan også virkelig godt lide at lege. Har du oplevet at du skal skrue ned for den, at nogle bliver ukomfortable?
Det er meget uforudsigeligt, når folk vil lege. Så måske skruer jeg ned nogle gange. Men andre gange hjælper det samtalen på vej. For eksempel da jeg blev budt velkommen første gang til møde med direktørerne. Så er der én der foreslår en navnerunde. Ja, sagde jeg, og jeg kan faktisk også en navnesang vi kan synge. Og det bryder jo med noget. Og det virker som om de i virkeligheden rigtig godt kan lide det, fordi mange af dem også selv er trætte af at blive set som sådan nogle stivnakker.
De fleste mennesker kan faktisk et eller andet sted godt lide at lege, men det er sjældent at de har det som en del af deres arbejdsliv. Noget jeg ved, jeg har været rigtig god til er at insistere på , at vi skal lege i den her organisation. I går var der én af medarbejderne der skrev ud om ikke vi skulle tage billeder af os alle i kostumer til vores lønkampagne. Og 10 mennesker melder sig med det samme. Så står der en dinosaur, en enhjørning, en skipper, en fange og en nonne og det siger mig at det ikke nødvendigvis tager så lang tid at sætte sådan et aftryk i organisationen. Og at spotte og samle dem, der gerne vil lege.
Jeg elsker struktur og firkanter og systematik, fordi det skaber forudsigelighed, som giver plads til, at man også kan få ideer til at lege. Det er sådan jeg tænker livet og verden.
Hvad fik dig til at komme til HAASTRUP Copenhagen for din brudekjole?
Jeg synes at blandingen af noget kreativt, som mødte nogle firkanter og noget systematik og noget struktur er helt vildt sjov. Selvom jeg er meget, meget legende, så elsker jeg struktur og firkanter og systematik, fordi det skaber forudsigelighed, som giver plads til, at man også kan få ideer til at lege. Det er sådan jeg tænker livet og verden.
Tænk, hvis man kunne lave noget, der er bygget lige til mig. Jeg var bare nysgerrig i virkeligheden. Hvad er det værste der kan ske? Jamen, det er at hun er helt vildt mærkelig eller at det koster 10.000 kroner for et par bukser. Så det var ufarligt at møde op. Og så kunne jeg ret hurtigt mærke da vi sad i sofaen at det heller ikke var farligt at spørge hvad det ville koste at få lavet en brudekjole.
Da vi talte om, at hele pointen er at I skærer nogle ting væk som gør at det ikke bare bliver billigere, men også at det passer lige til mig, så var jeg bare ikke i tvivl. Og da jeg så havde den på sidst, der da jeg hentede den, så var det bare sådan, at det smeltede sammen. Det her er mig. Og jeg kommer ikke til på noget tidspunkt i løbet af den dag til at tænke på, hvad jeg har på. Det kan jeg faktisk rigtig godt lide, fordi så kan hjernen beskæftige sig med det, den rigtigt skal.
Jeg tænker ikke, det er sidste gang vi ses.
Til brylluppet, bar Kirsten smukt vores 'INSTANT POLISH' bluse med tilhørende 'THE FIXER' nederdel i cremefarvet uld-crêpe fra Italien.
Kirsten Gunvor Løth
44 år, uddannet pædagog, Formand for Landsforeningen for Socialpædagoger, LFS
Bor i Malmö med John og har 2 børn og 2 bonusbørn
