Hun bor og arbejder i London som bæredygtighedskonsulent for den finansielle sektor. Hun er Civil ingeniør, mor til en 2-årig og i stand til noget så sjældent som at formidle bæredygtighedsbegrebet.
Vi mødte Anjila Hjalsted, Sustainability Consultant hos ClimatePartner til en snak omkring hvad bæredygtighed egentlig er for en størrelse. Læs med og få nogle anvendelige råd til hvordan man kan blive en mere bevidst forbruger indtil vores produkter en dag forhåbentlig som standard markeres med CO2 aftryk.
Fortæl os først lidt om, hvad du arbejder med
Jeg er miljøingeniør og arbejder med livscyklus-vurdering og carbon-footprinting for den finansielle sektor. Det vil sige at jeg udregner drivhusgasudledningen forbundet med vores klienters forretning for at kortlægge hvor deres udledninger ligger og hvordan deres carbon hotspots fordeler sig (f.eks. de produkter de investerer i, deres rejser eller den elektricitet de forbruger). Og så hjælpe med at reducere udledningen.
Det her med CO2 emissions og gennemsigtighed. Det kan være meget svært som forbruger at finde ud af hvad er godt og dårligt. Det virker nogle gange som om, at de med det største marketingbudget er mest bæredygtige. Hvad er bæredygtighed egentlig?
Det er faktisk præcis dét, der er mit ekspertområde. Det koncept, der hedder ’absolut bæredygtighed’. Ikke om det er bedre [mere bæredygtigt] end noget andet. Men om det er godt nok. Iflg. Forbrugerombundsmanden må man faktisk ikke bruge ordet bæredygtig med mindre man har lavet en LCA [Life Cycle Assessment] der ligger bagved, men selv en LCA er ikke noget mål for om noget er bæredygtigt eller ej – det er bare et mål for nogets miljøpåvirkning, og det er ikke det samme. Og i øvrigt jo også kun så godt, som det data man har haft til rådighed på det givne tidspunkt. Til gengæld er en solid LCA grundlaget for den overbyggende vurdering af absolut bæredygtighed.
Absolut bæredygtighed’. Ikke om det er bedre [mere bæredygtigt] end noget andet. Men om det er godt nok.
Jeg definerer ’absolut bæredygtighed’ som når noget ikke belaster planeten mere end at planeten kan blive ved med at fungere som den gør nu uden at overskride nogen planetare grænser: nogle tipping points. De planetare grænser er videnskabeligt sat [Stockholm Resilience centre]. F.eks. på klima har vi en grænse på 360ppm koncentration af CO2 i atmosfæren. [Der er 9 forskellige områder hvor klima er ét, beskrivende for hvad planeten kan klare af belastning inden den ændrer sig fundamentalt].
Det gælder jo så hele planeten med alt hvad der bor på den. Ud fra den logik, er der så en ’portion CO2’ til alle individer, eller hvordan skal man forstå det?
Ja, man har et klimabudget. Hvis vi holder os til klima. Cirka 1ton CO2 per person per år, må hver person udlede, efter det princip der hedder equal per capita. Men der er mange andre måder vi kan dele det på. Men konceptet absolut bæredygtighed er en måde at tænke og regne på, snarere end en forskrift for hvordan klimabudgettet skal fordeles
Det, der er svært, er hvor meget værdi vi tillægger de forskellige kategorier. F.eks. TØJ. Altså, hvad skal råderummet være? I vores klimabudget. Det er meget kontekstafhængigt. Du skal bruge mere [af sit budget] til varme og tøj osv. hvis du bor i et koldt klima. Og man har brug for et forskelligt antal kalorier afhængigt af om man er mand eller kvinde, barn eller voksen.
Men hvis man skræller kompleksiteten fra, så er det alt andet lige ”godt” hvis du kan købe 1 tøjgenstand i stedet for 10
Det er jo nok ikke realistisk, at vi helt stopper med at forbruge. Og som forbrugere har vi jo brug for noget mere individ-nært. Så kan man i dag sætte størrelser på og sige noget om hvor meget et specifikt produkt ”koster” i CO2 termer, så man kan blive en mere bevidst forbruger?
Ja, så kan folk træffe informerede valg. Hvor meget har denne her kjole udledt? Og hvor meget måtte den så udlede i forhold til dette regnskab omkring absolut bæredygtighed. Sådanne udregninger kan man faktisk godt lave. Men det florerer indenfor akademia endnu. Vi har netop publiceret en blog hvor vi gør præcis det her for madprodukter. Hvor langt er tingene fra at være absolut bæredygtige. På samme måde kan man [på sigt] gøre det for alle kategorier og industrier.
Men [angående beklædning, her og nu], hvis man skræller kompleksiteten fra, så er det alt andet lige ”godt” hvis du kan købe 1 tøjgenstand i stedet for 10.
Den bæredygtige garderobe er den, der allerede hænger der i skabet. Man skal heller ikke bare storme ud og købe genbrug, så får man den såkaldte rebound effekt. Forbruget går faktisk op, fordi det anses for ”mere bæredygtigt”. Man får nogle dårlige vaner omkring sit forbrug – så i sidste ende, kan det kan være kontra-produktivt.
I [hos HAASTRUP Copenhagen] gør jo netop det dér med, at man får det der ene perfekte stykke tøj, der passer til ens krop og ens liv, så man ikke skal så meget igennem, der bare hænger.
Men den eneste måde, man rigtigt kan begynde at gøre noget ved sine shoppingbeslutninger, er at skabe sig et informeret grundlag. What gets measured gets managed. Man er nødt til at have et ordentligt datagrundlag at handle ud fra.
Hvor går man hen som et almindeligt menneske uden adgang til store, dyre databaser?
Ja. Det er jo det store spørgsmål. Men hvem ved? Jeg tror at indenfor de næste par år bliver absolut bæredygtighed noget man kan kvantificere. Og så kommer der måske til at være et label på tøj hvor der står ”denne udeleder så meget – hvilket svarer til X% af dens eller dit CO2-budget”.
Men nogle helt konkrete råd [indtil data bliver allemandseje] og emner at overveje:
Kvantitet. Lad være med at købe ’meget’. Køb færre ting. Det er det, der gør den helt store forskel
Kvalitet. Køber du noget, der holder i lang tid, jo sjældnere skal man skifte det ud
Produktionsland og materialer. Hvor er det produceret? Shippet langvejs fra og derigennem udledt ekstra? Og generelt jo længere væk, tingene er produceret jo mindre gennemsigtighed og kontrol er der ofte omkring produktionsmetoder, udledning af kemikalier osv.
Jeg tror at indenfor de næste par år bliver absolut bæredygtighed noget man kan kvantificere. Og så kommer der måske til at være et label på tøj hvor der står ”denne udeleder så meget – hvilket svarer til X% af dens eller dit CO2-budget”
Modeindustrien har jo skabt det her behov for kvinder, at de SKAL have noget nyt på hele tiden. Få kan forestille sig at have det samme på igen og igen, uge efter uge. Men det KAN man jo godt. Og mænd er slet ikke udsat for samme rammer. Har du nogle gode tips til hvordan man kommunikerer for at ændre normer og præferencer?
Det handler nok om at sætte noget i stedet for det behov. Hvis man bygger en capsule wardrobe der passer sammen, kan man udvide måderne man sætter tingene sammen på en ny måde. Style dem anderledes.
Der hvor jeg tror man kan argumentere for meget få tøjgenstande [der bruges ofte], er nok hvis de så er rigtigt lækre. Rigtigt gode stykker tøj, som man holder meget af at bruge. Og så kan man jo også se sig selv som en frontrunner, for at ændre den norm. Og blot bruge det samme oftere og herigennem vise andre, at det kan lade sig gøre.
Og et vigtigt argument er også, at hvis tøjet er af god kvalitet skal man ikke vaske og rense sit tøj hele tiden [hvilket er både belastende og forkorter tøjets levetid].
Man har kun så meget beslutningskraft. Som mor og business kvinde gider man ikke bruge tiden på at sætte sit outfit sammen.
Der var affaldsortering galore i køkkenet på jeres kontor. Det hele var meget ordnet lige fra de små plasticbakker man tog med sig til take-away frokosten til det specialdesignede toilet, der bruger mindre vand. Hele kontoret forekom meget ’bevidst’. Modebranchen er jo én af de mest CO2 udledende industrier – så er beklædning også noget, der fylder hos jer?
Det gør det faktisk, folk er egentlig opmærksomme på påvirkningen fra dem i alle aspekter af deres liv. Vi har en chat-gruppe hvor vi deler tips hvis nogen opdager et nyt mærke eller nogen rydder op i skabene og skal af med noget tøj. Og helt lavpraktisk, når vi skal til events deler vi input og låner hinanden tøj. Jeg skulle til en prisoverrækelse og dresscoden var gulvlangt, black-tie. Det havde jeg ikke, så jeg skrev ud og der var en masse kolleger der gav mig kjoler jeg kunne prøve.
Hvad fik dig til at købe din 'ARMOUR DRESS' hos HAASTRUP Copenhagen?
Jeg ville gerne opbygge en flot og klassisk garderobe, uden at skulle have rigtigt mange forskellige genstande. Så jeg ikke skal bruge for meget energi på at finde på hvad jeg skal have på. Man har kun så meget beslutningskraft. Som mor og business kvinde gider man ikke bruge tiden på at sætte sit outfit sammen.
Det var konceptet, der fangede mig. I laver tøj, der skal være pænt og behageligt en hel dag, også efter en stor frokost. Det kan man godt i den kjole jeg har købt. Det er vildt rart, at den er lavet af naturlige materialer. Det sidder ordentligt og er af god kvalitet. Jeg kan bevæge mig i det og holde min 2årige, uden at det går i stykker eller sprækker.
Det koster mere. Men jeg har en kjole der går til alle de ting jeg skal og som tager pladsen fra 10 andre kjoler.
Anjila bærer vores ’ARMOUR DRESS’ i sort uld crêpe med læderskuldre.
Anjila Hjalsted
31 år, Civilingeniør (miljø) fra Danmarks Tekniske Universitet og Sustainable Finance certificeret fra University of Cambridge
Sustainability Consultant @ ClimatePartner
Se Anjilas TEDex ”Defining Sustainability: Absolutely” En fin gennemgang af hvad absolute sustainability er for en størrelse.