top of page
Search

En samtale om stereotyper, (u)tålmodighed og personlig branding

Hun er direktør i sit eget kommunikations- og marketingbureau og rådgiver til daglig dansk erhvervsliv i at brænde igennem med deres vigtigste budskaber. Vi mødte Line Saksager Christensen, Managing Director hos Markable, til en samtale om at ville selv, (u)tålmodighed og om at finde ud af hvem man er, og hvad man gerne vil have.


Læs med her og få et par gode råd til hvordan beklædning kan være et vigtigt kommunikationsredskab – og at en jakkesæt-stereotyp ikke nødvendigvis går i jakkesæt.


 

Hvad fik dig til at vælge en karriere indenfor marketing og branding?

Det har altid interesseret mig at få præsenteret budskabet rigtigt. At få budskab og eksekvering til at gå hånd i hånd. Man kan jo godt have et klokkeklart budskab, der ikke kommer ud over rampen, fordi eksekveringen halter. Omvendt kan man have en flot eksekvering med et et vagt budskab. Det er en gennemgående udfordring i vores samfund.

Og så har jeg altid gerne ’ville selv’. Hvis der er noget, jeg ikke kan finde ud af, så lærer jeg det. Det er derfor jeg er uddannet så bredt (både i kommunikation, grafisk design, marketing, projektledelse og senest ledelse).

Det er en rigtigt god idé at have en bred profil, og så ansætte specialister, der er endnu mere i detaljerne. Det gør, at jeg kan hjælpe medarbejderne med at kigge de rigtige steder hen og samtidig holde overblikket.


Og du har din egen virksomhed – som du startede mens din datter var helt lille. Hvor kom det fra – og hvad gav dig modet til det?

Jeg var Marketing Manager på Copenhagen Business School i 5 år og i min funktion der mødte jeg mange bureauer, der var gode til at effektmåle, men det blev aldrig helt klart, hvad det egentlig var for nogle måleparametre, der skabte den egentlige værdi på bundlinjen.

Og jeg tror, at alle der har været i en stor organisation kender til, at der kan være langt fra tanke til handling, og nogle gange er der noget praktik der ligger i vejen for ”lige at prøve noget”. Jeg trippede for at vi skulle følge med den teknologiske udvikling, men i en stor organisation er det ikke ’bare lige’ at lave ændringer – og så begyndte utålmodigheden at fylde. Og drømmen om at skabe et sted, hvor der var kort fra tanke til handling fik lov til at vokse.

Samtidigt, var der et andet break i mit liv, hvor jeg blev skilt. Det hele byggede sig op samtidigt – og så tog jeg bare skridtet. Nu er det nu! Jeg blev skilt, stoppede på CBS op uden at have et andet job, og flyttede fra hus i Allerød til København med min datter på 2 år.

Corona var lige startet, så det var virkelig et sats. Jeg havde ikke nogen kunder lige til at starte med, men jeg prøvede jeg mig frem på LinkedIn og jeg havde jo alt min viden fra marketing og kommunikation. Og så viste det sig at under Corona var lige præcis det tidspunkt hvor alle havde brug for markedsføring. Det var ikke bevidst, men det viste sig at være rigtig god timing. Og så hører det også med til historien, at jeg mødte uanede mængder af støtte fra mine nærmeste venner og familie - det var helt sikkert med til, at jeg turde at tage det store skift.


Nu er du så direktør i dit eget kommunikations- og marketingbureau. Hvilke krav stiller det til ens beklædning? Tænker du over dit eget brand når du vælger beklædning? Det er svært. Jeg tænker meget over, hvordan jeg klæder mig på til den dag, jeg skal have. Jeg tilpasser næsten altid min beklædning til de mennesker, jeg er sammen med.

Hvis jeg selv kan få lov til at bestemme, så har jeg helt skarpt businesstøj på. Det stramme taljesnit. De flotte jakker. Når jeg skal ind til nogle af vores store kunder [der også kører den stil] så kan jeg bare få lov til at give fuld gas. Og det kan jeg rigtigt godt lide.

Andre gange tilpasser jeg min stil lidt, for at vores kunder skal møde ’rigtige mennesker’ og ikke kun et jakkesæt. Vi gør utroligt meget ud af at møde vores kunder i øjenhøjde, for det er det, hele vores koncept bygger på. Så jeg tænker også over hvilken bil, jeg kommer i – hvis jeg kommer i min mands Audi TTS, kan jeg godt parkere nogle gader væk fra kunderne. Kunderne skal ikke tænke ’her kommer marketingdirektøren’ – det kan godt virke lidt intimiderende. Og det betyder altså noget i forhold til den relation, man skal skabe og for den tillid, der er nødvendig for et godt samarbejde, at man ’ligner hinanden’ og alt det usagte, der ligger i det. Nu arbejder jeg jo primært med kommunikation, og alt kommunikerer – også din påklædning.

Jeg kan mærke, at hvis jeg tager noget tøj på, jeg føler mig godt tilpas i og som sidder lige som det skal, så har det også indflydelse på min selvtillid.

Hvad betyder beklædning for ens personlige brand? Skaber klæder virkelig folk, eller er det blot noget tøjproducenterne vil have os til at tro? Hvad er din holdning til det her med, at man er hvordan man ser ud?

Det synes jeg er rigtigt. Jeg kan mærke, at hvis jeg tager noget tøj på, jeg føler mig godt tilpas i og som sidder lige som det skal, så har det også indflydelse på min selvtillid og præstation.


Men hvis du har det sådan, er der så en konflikt i at skulle spille en anden rolle og klæde dig mere casual på, hvis dem du skal bruge dagen med har en anden dresscode? Hvordan gør du det?

Jeg føler aldrig at jeg spiller en rolle, men hvis jeg ikke kan have det skarpe businesstøj på, så tager jeg lige en snak med mig selv inden jeg skal ud til mødet. Og pepper mig selv lidt. I en anden situation [med et andet outfit] kan tøjet egentlig gøre det for mig. Så jeg kompenserer lidt for outfittet. Men det er altid et meget bevidst valg. Jeg føler ikke, at jeg går på kompromis med mig selv, når jeg nedtoner stilen. Det tjener altid et formål. Det er interessant at tøj kan skabe barrierer mennesker imellem.


Du er netop blevet gift – stort tillykke 😊 – ét år inden I egentlig har planlagt jeres store bryllupsfest.

Ja, vi er lidt utålmodige. Vi blev bare enige om, at livet det er nu. Vi ved ikke, hvad der sker om en måned eller om 3 dage. Altså, der er så mange ting, der kan ændre sig hele tiden. Og så kunne vi ikke vente med at blive gift. Og så besluttede vi os til at blive gift – inden vores bryllup. Det var en fejring af livet mere end et traditionelt bryllup.


Du er god til at føre dine drømme ud i livet – er det noget som du ser som en del af dit brand?

Ja, udvikling er vigtigt for mig. I alle aspekter. Der er mange, der holder FAST i noget, der var. F.eks. hører jeg tit par, der bliver sammen for børnenes skyld, hvis det ikke helt fungerer. Og jeg tænker mere – hvis det ikke fungerer og hvis vi ikke er glade, så er vi nødt til at skabe en situation hvor vi bliver glade, hvor vi prøver at gøre, hvad der er bedst for alle. Jeg lader mig ikke holde tilbage af hvad folk plejer at gøre. Og så har jeg nok svært ved at nøjes, for at sige det, som det er.

Med vores bryllup skulle folk lige omstille sig. ”Guud, skal du have sort kjole på?”, men så gik der et par minutter, hvor det så kom: ”Det er jo dig, så selvfølgelig skal det være sådan”. Jeg er ikke så bange for at bryde traditionerne og tilpasse det, der nu er, til det liv man har. Men man møder rigtigt meget ”plejer” – men det kan jeg egentlig godt lide. Ikke for at gøre det bare for at gøre det. Men at gøre det, der føles rigtigt. Og så tilføjede det lidt ekstra, at det ikke lige var det, man plejer at gøre.


Du har valgt en utraditionel brudekjole – hvordan landede valget på den? Hvad er det bedste ved din kjole?

Vielsen foregik på Operahuset, vi spiste på POPL og tog til slut ud at spise på Pluto og overnattede på vores yndlingshotel. Så det var en anderledes bryllupsdag og det var virkelig vigtigt for mig med en helt anderledes kjole, der var lige præcis mig. Sort er min yndlingsfarve. Næsten alt i mit skab er sort. Jeg øver mig i at købe farver, men sort komplimenterer mig bare rigtigt godt og jeg er rigtigt glad for den farve. Det får læbestiften til at træde frem - og jeg elsker den klassiske Chanel-stil. Så derfor blev kjolen sort. Og så var der noget med snittet – den der helt skarpe timeglasfacon. Der var noget helt praktisk i det med at få sådan et skørt rundt om, så du ikke skal tænke over, hvor meget du spiser. Den var designet til, at man kan bare slappe af og hygge samtidig med at den så vildt skarp ud. Og så det her med, at den er lavet af nogle gode materialer.

Den var designet til, at man kan slappe af og hygge samtidig med at den så vildt skarp ud. Der blev virkelig gået i detaljer [...] jeg fik indtryk af, at det virkelig var høj kvalitet og høj faglighed

Jeg har været gift før, hvor jeg lavede den fejl at købe en virkelig stram havfruekjole, og allerede under forretten fik jeg ondt i maven, fordi jeg kun kunne trække vejret overfladisk. Det var verdens dyreste og flotteste kjole, men det gjorde faktisk også at jeg var nødt til at gå tidligere hjem end jeg ellers ville have gjort. Så jeg tænkte, at jeg skal have en kjole der er komfortabel samtidigt med, at den ser godt ud. Og jeg ville have en kjole jeg kunne ånde i, så materialerne spillede også en vigtig rolle. Det så var det vigtigt at jeg kunne bruge den efterfølgende. Det er ikke en kjole der bare skal hænge i skabet.


Hvad betød designprocessen og tidsaspektet for dig i dit valg af kjole? Er der noget, der har overrasket dig, efter at have fået lavet din brudekjole hos HAASTRUP COPENHAGEN

Jeg var bare sent ude. De fleste der kender mig ved at der næsten ikke er en time i døgnet, der ikke er planlagt – jeg valgte ikke et sted efter hurtig levering – for den deadline var ’long gone’. Men jeg valgte at det var lige den kjole, det skulle være. Og så blev jeg overrasket over, at det kunne lade sig gøre på den korte tid [2-3 uger]. Og så blev jeg overrasket over detaljeret processen var. Og jeg mødte en helt oprigtig interesse for at lave en kjole, som sad lige i skabet. Og ting som jeg slet ikke selv så som f.eks. hvordan skuldrene sidder eller hvordan samlingerne mødes – så jeg fik indtryk af, at det var høj kvalitet og med høj faglighed at den blev lavet. Og I havde ikke noget imod lige at tilrette et par detaljer – det havde I ikke behøvet, for det havde jeg ikke opdaget, men så blev jeg bare det mere glad for kjolen i sidste ende.

Det var jeres vigtigste opgave, at jeg skulle sendes ud af døren med en perfekt kjole. Og nu går jeg efterfølgende og lægger mærke til, at der ikke er nogle af mine trøjer, der sidder ordentligt på skulderpunktet.

Det kommunikerer rigtigt meget, hvilket tøj man har på i hvilke situationer. Hvad man gerne vil opnå, eller udstråle. [...] Når man føler sig godt tilpas, så har man bare en helt anden udstråling

Vi skal være til stede alle steder. På den rigtige måde. Og vi skal fortælle en historie og være autentiske. Men der må også være plads til ”bare at være” ind imellem. Hvordan finder du selv balancen mellem det kuraterede og det private?

Jeg kan gode lide at tage tøj på til forskellige lejligheder. Men jeg kigger altid efter gode materialer. Så hvis jeg er hjemme på sofaen, har jeg afslappet tøj på, men det er noget lækkert afslapningstøj. Når jeg går ud ad døren så er det typisk med høje hæle og en flot kjole eller en flot blazer. Samtidigt noget der er komfortabelt at have på. Og hvis jeg er ude hos en kunde og det skal være lidt mere nede på jorden, så har jeg en sweater på – men så er det en fin uldsweater, som jeg føler mig godt tilpas i. Så jeg kan egentlig rigtigt godt lide at klæde mig på til forskellige situationer, og det er også noget af det kommunikation kan. Det kommunikerer rigtigt meget, hvilket tøj man har på i hvilke situationer. Hvad man gerne vil opnå, eller udstråle. Derudover får tøjet mig til at indstille mig på situationerne. Afslapningstøj indbyder til hygge og gør situationen mere hyggelig. Det samme med businesstøjet – det gør mig mere skarp.


Du vælger jo også en rolle, der ligger meget i forlængelse af, hvordan du er. Der er ikke meget forstillelse i dig. For andre, vil der være en større afstand imellem deres naturlige fremtoning og hvad der kræves af deres ”rolle”. Hvad er dit bedste råd til dem i forhold til branding? Det handler om at blive klar over, hvem man er. Og hvordan man fremstår vs. hvordan man gerne VIL fremstå. Det kan godt være, at man skulle være hende der i det skarpe jakkesæt, men det er man ikke, fordi man ikke kan lide at tøjet ikke er komfortabelt. Så det handler om at imødekomme det, man gerne vil være, på en måde som ikke føles ukomfortabelt. Der kan sagtens findes mange mellemveje; Du kan sagtens være en jakkesætstype uden at gå i jakkesæt. Man skal finde ud af, hvordan man kan skabe sit EGET brand.


Hvad er dit allerbedste råd til folk, der gerne vil skærpe og målrette sit personlige brand lidt?

Det vil være, hvordan man føler sig godt tilpas. Når man føler sig godt tilpas, så har man bare en helt anden udstråling. Så man skal finde en måde at være på og noget tøj, der komplementerer netop dét – dér hvor man har det godt. Så at tænke på, hvornår har man det allerbedst. Og så prøve at få bragt sin virkelighed hen til dét sted, i stedet for at presse sig hen til en stereotyp version af noget man tror man skal ligne.

 

Line Saksager Christensen


33 år, uddannet kommunikation, grafisk design, marketing, projektledelse og ledelse.


Managing Director hos Markable | Iværksætter | Rådgiver om strategisk kommunikation & markedsføring | Underviser din virksomhed i LinkedIn


Bor i København med sin mand og datter

 

Line valgte vores 'A SEAT AT THE TABLE' kjole i sort, stretchy uld-crêpe til sit bryllup. Den fås både som én kjole, eller som en top ('INSTANT POLISH') og nederdel ('THE FIXER') der kan bruges hver for sig.




329 views0 comments

Recent Posts

See All
bottom of page